Fem mandage i juli har jeg gået en tur ned og op ad Himmelbjerget. Jeg har haft følgeskab af en større eller mindre flok mennesker, der gerne ville ud at røre sig og samtidig høre lidt om det sted, hvor de vandrer.
Det lader til at være en god kombination. I hvert fald fik jeg hver gang gode tilbagemeldinger fra deltagerne.
En stejl nedtur
De første tre ture begyndte med, at vi gik ned ad den nogle steder stejle sti ved siden af Hotel Himmelbjerget, som på vej ned passerer H. C. Andersens Bænk og kunstværket “Ånd og Bogstav”.
Turen er en god anledning til at fortælle om navnet Himmelbjergets historie.
Stien er omgivet af træer. Derfor bruger jeg også nedstigningen mod Julsø til at komme med nogle af beretningerne om røvere , troldkvinder og eneboer, der i tidens løb har søgt skjul eller bare ensomheden i skovene.
Vi går helt ned til Julsø, hvor Hjejlen og andre rutebåde lægger til.
Her hører deltagerne om det gamle dampskib og de besværligheder, som dens sejlads fra Randers til Silkeborg gav i 1861.
Kig bagud og nyd udsigten
Turen opad Bjerget følger Slangestien, hvor man skal huske at stoppe op, vende sig om og nyde udsigten. De korte ophold bliver også brugt til historiefortælling.
Tilbage på toppen går vi hen til Blicher-stenen. Digterpræstens folkemøder fra 1839 til 1844 var nok de begivenheder, der for alvor gjorde, at danskerne gik øje på Himmelbjerget.
Netop derfor valgte jeg ved de to sidste vandringer at begynde ved mindestenen for Blicher.
Tårnet hylder Frederik d. 7.
På Himmelbjerget står en række monumenter, der med kampen for politisk frihed og Grundloven at gøre: Kvindeegen, mindesten for A. F. Tscherning og selvfølgelig – helt på toppen – Himmelbjerget.
Tårnet er en hyldest til Kong Frederik den 7., som var konge, da Grundloven blev indført i 1849.
Historierne udvikler sig
Nogle har spurgt mig, om ikke det er kedeligt at fortælle de samme historier igen og igen. Svaret er klart “nej”, og det har flere forklaringer:
- Jeg elsker at fortælle historier foran et publikum, uanset om det er stort eller lille, og om scenen er inde eller ude i naturen
- Det er ikke de samme historier. Jeg læser jævnligt bøger og artikler, som indeholder nye, spændende oplysninger og sjove anekdoter, jeg ikke har hørt før. De kommer naturligvis med på mit repertoire
- Næsten hver gang jeg gennemfører en tur, er der deltagere, som spørger mig om noget, jeg ikke ved. Jeg må jo så opklare sagen, og ofte kan jeg bruge den nye viden på kommende ture. Et eksempel er stenen, der står nede, hvor bådene lægger til. Den har teksten: “Jeg tror, der er skønnest i Danmark”. Umiddelbart kunne jeg ikke svare på, hvor linjen stammer fra, men det kan jeg nu
- Historierne udvikler sig. Nogle gange fordi jeg får ny viden. Andre gange – især når det gælder myter og sagn – kan jeg godt finde på at digte lidt mere til. Det er fortællerens frihed
- Endelig har jeg nu så meget at fortælle, at jeg ikke når det hele i gennem. Det er forskelligt, hvad der kommer med, og hvad jeg udelader. To ture er ikke ens
Samarbejde med VisitSkanderborg
Turen varer omkring halvanden time alt efter hvor hurtigt, vi går, deltagerne spørgelyst, samt antallet og længden af stop undervejs, hvor der er mulighed for at nyde og fotografere udsigten.
I samarbejde med VisitSkanderborg udbyder jeg året rundt ture til Himmelbjerget og andre steder i Søhøjlandet. Læs mere her
Turen slutter på toppen af Himmelbjerget, hvorfra man i klart vejr kan nyde den smukkeste solnedgang